ARO ENERGY SOLUTIONS A/S bliver en del af Guldager A/S.

Guldager A/S overtager pr. 18/1-2024 ejerskabet af ARO ENERGY SOLUTIONS A/S gennem erhvervelse af samtlige aktier i selskabet

Guldager A/S overtager pr. 18/1-2024 ejerskabet af ARO ENERGY SOLUTIONS A/S, gennem erhvervelse af samtlige aktier i selskabet. 

ARO ENERGY SOLUTIONS A/S fortsætter, som selvstændigt selskab i Guldager-Koncernen.

Det betyder, at virksomhedens kunder og partnere også fremover nyder godt af den samme gode service og de samme produkter, som markedet kender til. 

Dette vil også fortsat gøre sig gældende for de medarbejdere samt kontaktpersoner I til daglig møder hos ARO ENERGY SOLUTIONS A/S.

 

Administrerende direktør i Guldager A/S Claus Torbøl siger i forbindelse med opkøbet

”Akkvisitionen af ARO ENERGY SOLUTIONS giver Guldager A/S et bredere fundament i hele værdikæden inden for vandforsyning og vandbehandling, idet vi fremover også vil være repræsenteret på det vigtige område, som levering af varmtvandsbeholdere og varmebeholdere udgør”

Om salget til Guldager A/S siger ARO ENERGY SOLUTIONS' administrerende direktør Lars Christian Jensen følgende

“Overdragelsen af ejerskabet til Guldager A/S skaber et solidt fundament for ARO ENERGY SOLUTIONS’ udvikling i de kommende år. At tage dette skridt netop med Guldager, giver rigtig god mening, da de to virksomheder supplerer og komplementerer hinanden med vores respektive kompetencer og ekspertiser.”

 

”ARO ENERGY SOLUTIONS vil fortsat have vores skarpe markedsfokus, som vi har opbygget sammen med vores kunder og partnere den seneste årrække. Vi vil fortsat skabe værdi til rådgivende ingeniører, VVS-Grossister, bygherre og VVS-installatører. Her er intet ændret. ARO ENERGY SOLUTIONS vil ligeledes fortsætte med at investere på tværs af værdikæden indenfor de markedssegmenter, som er i udvikling. Nemlig renovering af VVS-anlæg, industriløsninger med energifokus og projektsamarbejde med bygherre og VVS-Installatører, som virksomheden har fokus på. Vi vil ligeledes bevare vores loyalitet til de distributionssamarbejder, som vi har i dag. Alt dette er uændret.”, fortsætter Lars Christian Jensen. 

 

Derudover betyder det nye ejerskab, at kunderne hos ARO ENERGY SOLUTIONS får en langt mere direkte adgang til Guldagers produktsortiment og servicenetværk inden for vandbehandling. Guldager har en stærk position inden for vandbehandling, korrosionsbeskyttelse, blødgøring af vand samt bakterieforebyggelse i både industri, ejendomme, pools og off-shore.

 

Om Guldager A/S

Guldager A/S designer intelligente vandbehandlingsløsninger for at sikre de bedst mulige driftsaktiviteter, effektiv energiudnyttelse, optimal miljø- og arbejdsmiljøpåvirkning og for at beskytte kapitalinvesteringer. Guldager er en full-service provider af anlæg, udstyr, additiver, rådgivning og serviceydelser inden for vandbehandling og opererer inden for kundesegmenter som bolig- og beboelseslejligheder, offentlige institutioner og procesindustri og leverer service til mere end 10.000 kunder i Danmark, Tyskland, Schweiz, Belgien, Norge og Sverige. Virksomheden, som har hovedsæde i Allerød, beskæftiger mere end 100 medarbejdere på verdensplan.

Læs mere her https://www.guldager.com/guldager/

 

Om ARO ENERGY SOLUTIONS A/S

ARO ENERGY SOLUTIONS A/S leverer en samlet pakke af viden, kommunikation og produkter til tekniske energiløsninger, som er let tilgængelig for vores samarbejdspartner og kunder ARO ENERGY SOLUTIONS bygger på mere end 70 års erfaring inden for produktion af udstyr til varme- og varmtvandsforsyning. Virksomheden leverer varmtvandsbeholdere, fjernvarmeunits, bufferbeholdere, bufferladekredse mv., i både standard- og kundetilpassede størrelser, til industri og ejendomme.

Læs mere her: https://www.aroenergysolutions.dk/?page_id=16